Alenefar presset til at tage på Spiren, efter at hans drengs mor blev dræbt ved trafikulykke

 

Af journalist Niels Stoktoft Overgaard

 

Da Allan Nielsen begyndte på et familiekursus på Spiren, var det bestemt ikke af egen fri vilje. Kommunens familieafdeling tvang ham derud, fortæller han. Hvis han ikke tog på Spiren, kunne han ikke fortsætte med at have sin søn Patrick på fem år. Derfor startede han på kurset med en meget kritisk holdning.

 

Men hurtigt indtog Allan Nielsen den holdning, at når han skulle være der, så kunne han lige så godt prøve at få noget ud af det. Han siger, at han hurtigt fandt ud af, at der ikke var nogen grund til at være kritisk.

 

I dag er Allan Nielsen glad for forløbet på Spiren. Selv om han oplever, at han ikke havde egentlige problemer med Patrick, så er far og søn kommet tættere på hinanden. De har fået et bedre samspil. Allan Nielsen har også lært nogle værktøjer at kende.

 

Desuden har Spiren hjulpet med, at Patrick kunne få lov at komme i en anden børnehave. Allan Nielsen havde længe følt sig på kant med den gamle. Ikke syntes, at hans dreng fik den rette opbakning. Siden skiftet er Patrick i den grad blomstret op.

 

Patricks forældre skiltes allerede, mens han var lille, og han boede hos sin mor, men var hos sin far i mange weekender. I 2003 blev moderen dræbt ved en trafikulykke. Patrick var også med i bilen, men slap fysisk heldigt fra uheldet. Det var imidlertid en ufattelig voldsom oplevelse for en dreng at se sin mor dræbt.

 

Allan Nielsen var tidligere eksportchauffør og væk i lang tid af gangen. Det kan han ikke være længere, når han har drengen hele tiden, og han har i lange perioder været på kontanthjælp.

 

- Efter ulykken trak Patrick sig meget ind i sig selv. Det syntes børnehaven var et stort problem. Jeg undrede mig ikke så meget. Han havde noget, han skulle have tænkt igennem, siger Allan Nielsen.

 

Far og søn var tilknyttet Spiren over cirka et halvt år. Kurset foregik hver anden uge, og de øvrige uger havde de ”hjemmeopgaver”. Allan Nielsens kæreste, Teresa Milton, var også lidt inddraget.

 

Nogle dage gik med at lege sammen, og hvor ansatte fra Spiren så på kontakten mellem forældre og deres børn. Andre dage lavede de mad eller var på ture. Fredag kom kun de voksne, og forældrene kunne så diskutere indbyrdes.

 

Hjemmeopgaver var for eksempel at tage billeder, når far eller barn var sur – og når de var glade. Så skulle de forklare over for hinanden.

 

- På Spiren mente de heller ikke, at Patrick og jeg havde deciderede problemer, men vi er kommet tættere på hinanden. Vi har indhentet noget af det, vi mistede, da vi ikke boede sammen, forklarer Allan Nielsen.

 

- I dag er jeg glad for tiden på Spiren. Man kan altid lære noget, for eksempel ved at se, hvordan andre gør. Når jeg i dag hører forældre skælde ud på deres børn på gaden, kan jeg godt tænke, at de måske ville have godt af en tur på Spiren.

 

Allan Nielsen fremhæver familiecentrets positive tilgang til problemer. For en gangs skyld følte han og hans kæreste, at nogen støttede dem.

 

- Det er rart at have opbakning. Men vi blev ikke bare rost. Mente Spiren, at vi gjorde noget forkert, så fik vi det klart at vide, bare på en lærerig måde.

 

- Det vigtigste var, at vi fik det positive at vide. Sådan var det slet ikke hos kommunens familieafdeling.

 

Var der noget dårligt ved Spiren?

 

- Nej, afbryder Patrick klart og tydeligt!

Allan Nielsen siger, at der nogle gange gik meget lang tid til møder og sammenkomster med at snakke om få ting. Det kunne være længe for børn at sidde stille.

 

- Jeg tror, vi nok har fået mere hjælp, end vi selv har regnet med. Der har nok alligevel været nogle problemer. Hvis man erkender det, og hvis man er lidt usikker på sig selv, så er Spiren et godt sted, siger Allan Nielsen.