Far har genvundet kontrollen
|
Enlig far og hans to børn har fået større respekt for hinanden som mennesker
Af journalist Niels Stoktoft Overgaard
Bent Jensen tør ikke tænke på, hvad der var sket med ham og hans børn, hvis de ikke havde fået kontakt til Spiren. Han tror, den lille familie kunne være faldet fra hinanden. Han følte, han havde mistet kontrollen.
I dag trives de tre og nyder samværet med hinanden. Det mærkes tydeligt i hjemmet i Tinggården i Holstebro. Birthe på 11 år har måske været mest knuget, men er nu inde i en kolossal udvikling i skolen. Hun kommer op med stormskridt.
Familien Jensen har benyttet sig af flere af Spirens tilbud. Bent Jensen brugte den åbne anonyme rådgivning, da han kæmpede med sin forhenværende kone om forældremyndigheden. Mens retssagen forløb, spurgte han flere gange, om han var ved at køre af sporet.
Børnene og deres far har været på Spirens familieweekend i Vigsø, og alle tre har deltaget i et tre måneders intensivt familiekursus. Endelig har Birthe og Allan på 7 år gået i Spirens Børneklub.
- Kan vi ikke komme derom igen, spørger Allan. Man får nemlig venner.
Løse tøjler
Ægteskabet brast for et par år siden. Blandt andet fordi forældrene havde meget forskelligt syn på børneopdragelse. Ifølge faderen så kørte moderen børnene meget strengt. Jo mere hun strammede, jo mere gav han frie tøjler, fordi han syntes, det var synd for børnene.
Den udvikling eksploderede efter bruddet. Bent Jensen gav mere og mere slip, når børnene kom hjem til ham efter en weekend hos moderen. På den måde mistede han kontrollen. Børnene hørte nærmest ikke efter, hvad han sagde.
Moderens optræden førte til en anonym henvendelse til kommunen fra en af hendes naboer. Hun blev straks kaldt til et møde på rådhuset, men der gik et par måneder, inden Bent Jensen hørte om sagen. Det var han vred over, fordi han havde forældremyndigheden.
Men ved en af samtalerne på kommunen kom hans forhold til børnene også op, og sagsbehandleren foreslog ham at kontakte Spiren. Her havde han først nogle samtaler, og efterhånden blev børnene også involveret.
Orlov
Det intensive familiekursus er tre måneders ”fuldtidsarbejde”. Bent Jensen er elektriker, og hans arbejdsgiver viste sig meget imødekommende ved at give ham orlov uden løn, selv om der var travlt i firmaet. Virksomheden har også bakket ham op under hele skilsmissesagen.
Bent Jensen fik forældreorlov for Allan, men ydelsen for det rækker ikke op til hans løn. Som enlig far havde han ikke råd til at gå ned i indtægt. Men her viste kommunen sig meget imødekommende ved at supplere orlovsydelsen op, så han ikke tabte indtægt.
Gode beskeder
Selv om det var åbenbart for Bent Jensen selv, at han havde tacklet børnene forkert i en periode, så mødte han ikke kritik på Spiren. Men han fik nogle gange at vide, at han skulle dreje sine metoder nogle få grader.
Det har især været af betydning for ham at lære at give gode beskeder og meddelelser. Hvordan han kan markere ”Sådan vil jeg have det”, og hvordan han nogle gange kan snirkle og forhandle sig frem. Han føler, at han nåede meget langt.
- Vi har det meget bedre sammen i dag. Der er mere respekt omkring os alle tre som mennesker. Jeg er blevet bedre til at sætte og holde grænser, og børnene ved, at når jeg siger det på den måde, så er det endegyldigt.
- Omvendt kunne jeg førhen være grim til at tale ned til børnene, tale på deres niveau. Samarbejdet med Spiren har for mig også været en personlig udvikling.
Familiens navne er opdigtede. Af hensyn til de konflikter der har været mellem Bent og børnenes mor, ønsker Bent at være anonym, da han ikke ønsker at konflikten skal blusse op igen.
|